Coaching og angst del 1

Et tema som begynder at brede sig i coachverdenen.
Spørgsmålet er bare om det er muligt at bruge coaching som et redskab til at hjælpe borgere der lider af angst, hvis der skal skabes resultater som bringer borgeren hen på et sted hvor han eller hun igen kan få sig en kvalitativ hverdag.
Og hvordan gøres dette uden at det er terapi der udøves af coachen?

Hvad er angst

Angst kan beskrives på mange måder, men frem for alt er det en følelse. Den følelse på lige fod med glæde, smerte, vrede etc. den er bare ikke særlig hensigtsmæssigt for den der lider af den. Så hvad er denne angst egentlig for en størrelse. Hvad skal den gøre godt for. Jeg oplever den jo kun som en generende ting der spolerer min hverdag og forhindrer mig i at deltage i alt det jeg synes gør livet sjovt. Og ja, så vil jeg jo også gerne have anerkendelsen fra mine arbejdskollegaer og ledere for det arbejde jeg levere der. Så hvorfor kommer den lige nu, her hvor jeg står foran mit livs chance for at vise hvad jeg kan og dur til. Den er også rigtig træls der hvor jeg gerne vil gøre det bedste for mine nærmeste. Sørge for at de har det godt og at det går den vel. Hvorfor sætter den altid en kæp i hjulet for mig. En gang for nogen tid siden var det bare en gang i mellem, men på det sidste er det næsten lige så sikkert som amen i kirken, at den altid kommer og ødelægger det for mig når jeg skal til og af sted. Den har det også med at fortælle mig hvad de andre mener om mig, især de steder hvor jeg ikke kender alle. Den er nu god nok i disse situationer, men den hjælper mig bare ikke til at kunne være der, være til stede i mig selv. Jeg føler mig ved siden af mig selv, nogle gange ligesom i en osteklokke når det sker. Og så kommer tankerne. De kan sikker alle se det på mig. Min usikkerhed, utilstrækkelighed og at jeg ikke er så god som jeg gerne vil være ud ad til. Sådan noget møj.. nu må jeg igen forlade selskabet inden de opdager noget.

Disse og mange flere tanker er bare en lille del af de indre dialoger en angst person kæmper med i sit stille sind. Angst er ofte ikke bare en enkelt lille ting som er opstået af at en enkelt situation er eskaleret. Ofte hænger det hele sammen i et større spind. Måske er det også derfor mange psykologer vil have klienten til at fortælle hele sin livshistorie hver gang han høre at man lider af angst. Fakta er bare, at det slet ikke er nødvendigt at endevende hele sin barndom for at forstå og lære at håndtere angstfølelserne. Selvfølgelig skal der skabes overblik, men min erfaring med angsten er, at såfremt vi har tilliden til mennesket og dennes måde at håndtere forskellige livssituationer på, vil man også få de aktuelle ting frem i lyset. Det er ligesom om, at klientens eget indre sagtens selv kan finde det frem og sætte fokus på hvad der presser sig på her og nu. På sigt kan det så godt være, vil det også vise sig, at der skal kigges nærmere på klientens egne personlige grænser og hvorledes han er tro mod sig selv.

Angsten udløses ofte af et samspil mellem flere sider af ens personlighed som er i konflikt eller på kollisionskurs. Hermed mener jeg, at såfremt der ikke skrides ind overfor den aktuelle adfærd, så vil det ende op i et længerevarende sygdomsforløb og ikke ofte med en førtidspension som slutfacit. I hvert fald hvad det at være en aktiv del af arbejdsmarkedet angår. Angsten forsvinder ikke med mangen god intention, men vil være en stadig virkende faktor til at forringe personens livskvalitet.
Vi kunne bruge oceaner af tid på at finde og dokumentere disse påstande, men det vil blive en langsommelig og kedelige affære som ikke tjener denne blogs formål eller hensigt. Nej så hellere se mere på hvad og hvordan.

Der er mange ting som man kan og skal tage i betragtning når man som jeg arbejder med at hjælpe mennesker der lider af angst- og stress for den sags skyld. Som tidligere nævnt er der altid håb for borgere der lider af angst eller stress. Dette kan ikke understreges kraftigt nok. Alle som lider af angst og stress kan hjælpes. Prøv at lytte til hende her.

Citat:

Jeg havde levet et liv med angst, indtil Paul Erik tog mig og hele min familie under armen.
Jeg har igennem hele mit forløb med bl.a. panikangst mødt mange fag folk (psykologer, terapeuter og andre) som mente de kunne hjælpe mig af med min angst, men aldrig har jeg mødt en mand så lige til og omsorgsfuld som Paul Erik.

I stedet for at tage fat i angsten som udgangspunkt, tog han fat i de værdier jeg havde og vægtede højest i mit liv, han gav mig nogle redskaber, som jeg kunne arbejde med i min hverdag og som var yderst brugbare.
Før jeg mødte Paul Erik, var jeg ikke i stand til at se meningen med mit liv. Jeg kunne hverken være alene bare 5 min. eller komme uden for min dør. På en stille og rolig, og en ikke angstprovokerende måde, fik han lært mig at få tillid til mig selv igen, og mod på livet. Det har givet ikke kun mig, men hele min familie en ro igen.
Paul Erik er en enormt sympatisk, tillidsvækkende og omsorgsfuld mand. Jeg giver ham æren for at jeg i dag kan leve et liv uden angst og nyde mine døtre og livet fuldt ud igen.

Sara A. Christensen
- 26 årige enlig mor til 2, og med mod på livet.

Det som her er interessant, set fra en coaches synsvinkel er, hvorledes man kan arbejde med angst i coaching og stadig sikre at det er coaching der udøves. Og ikke terapi, vejledning eller rådgivning?
Det interessante er måden man coacher på negative følelser. Vender dem til positive ressourcer og får tilført borgerens indre styrker. Som så ender op i et fremadrettet positivt syn på tilværelsen.

Såfremt man anvender den almen benyttede kognitive vej, vil der hele tiden være et negativt outcome i hver træningssession. Dette skyldes at man her ofte mener at den bedste måde at blive angstfølelserne kvit på er at konfrontere dem, og tage læring af denne øvelse. Det som kan undre en er, at når man nu ved, at man kan ændre en negativ følelse ved at sætte borgeren i situationer hvor de får en positiv oplevelse, så vil følelsen ændre sig mellem den 7. og 21. gang. Ingen kan vide præcis hvornår, kun at det vil ske på et eller andet tidspunkt indenfor dette interval.
Så hvad med at coache på de nyerhvervede erfaringer i træningsforløbet og lade borgeren finde sine stærke sider. Reflektere og lære sig selv nyt.

Hvis jeg som coach kan sætte banen op hvor borgeren skal træne, vil det så ikke være oplagt at der coaches på fremadrettede strategier der flytter borgeren både fysisk, men mest mentalt?

Læs videre på kommende blogs om Coaching og angst ( Titler de bliver uploadet på - Coaching og angst 2 og 3 )