Jakob Skytt siger:
17 sep 2010 | 08:58:19
Hej Jojo.
Det er nogle dage siden, du skrev dit spørgsmål så jeg ved ikke om du allerede har fundet ud af noget?
Hvis det stadig er aktuelt: er det et stort problem for din søn? Fylder det også for ham, når han ikke kan se en hund? Taler han så om det? Trives din søn ellers bortset fra, når han ser en hund?
Det er ikke ualmindeligt, at børn er bange for hunde. Det går som regel over. Hunde er mere uforudsigelige end mennesker, hvilket kan aktivere børns livlige fantasi. Fantasien flyder sammen med virkeligheden, da hunde tilmed er dyr med tænder og kløer - potentielt set farlige. Derfor giver det god mening, at nogle børn er bange for hunde. Jo ældre barnet bliver - jo bedre bliver det til at skelne fantasi og virkelighed så hunde fx bliver til "fredelige væsner", inde i barnets hovede, i stedet for "blodtørstige uhyrer" eller lignende, som skaber en helt andet reaktion end "fredlige væsner".
Stort set alle børn er bange for et eller andet. Nogle er bange for mørke, andre er bange for at være alene, bange for der kommer tyve, bange for tandlægen eller bange for hunde. Som forælder vil man gerne fjerne denne frygt for dem.
Men det kan også have en funktion for barnet, at være bange for noget konkret. Nogle børn kan blive lidt overvældet af alle de ting, de skal forholde sig til i deres liv. Det er ikke ualmindeligt, at "den store verden" kan skabe nogle fornemmelser af utryghed eller usikkerhed eller endda angst for barnet, men det er nogle ret diffuse eller uklare fornemmelser. Derfor "vælger" nogle børn at være bange for fx hunde: det er meget konkret, der kan handles på det (lad mig komme væk), og så har barnet et sted at placere mere uklare, diffuse fornemmelser.
Så, med mindre det er et stort problem, også når der ikke er hunde til stede, tror jeg du skal tage din søns frygt for hunde med sindsro. Anerkend at han bange, derved viser du ham, at du godt kan "være i" hans frygt sammen med ham, og dermed viser du ham, at der ikke er så meget at være bange for. Det vil han finde ud af med tiden. Du skal ikke presse ham til at være sammen med hunde eller gøre et stort "nummer" ud af det, hvis han kun reagerer, når han er i nærheden af hunde. Uden at presse ham, kan du forestille dig, at du bare skal være sammen med ham og så vise, du ikke er bange for hunde. Du kan sige noget i retning af: "Ja, du er bange for hunde. Der er ok. Det er der mange børn, der er. Jeg synes hunde er søde. De kan godt lide mennesker."
På den måde kan du lære ham at rumme sin frygt i stedet for at flygte fra den, hvilket er et redskab, der er rigtigt godt at lære: rumme frygt/smerte i stedet for at flygte fra den. Ingen mennesker undgår frygt eller smerte, men mange prøver ihærdigt på det ved at flygte fra den, hvilket - i sig selv - flugten fra frygten - giver problemer. Det kaldes undgåelsesadfærd, og er ofte et større problem end dét, man prøver at undgå.
Jeg tror dermed, du skal tænke, at du prøver at rumme hans frygt sammen med ham i stedet for at skulle fjerne den. Det vil dæmpe hans frygt for hunde, og give ham en erfaring, han kan bruge senere i livet.
Du skal være velkommen til at kontakte mig jeg er autoriseret
psykologHåber det gav mening - ellers må du skrive igen.
MVH
Jakob
Psykologedited by Mathias - GoMentor on 03-09-2012
